Potsdam d. 2.1.15.

Min kære elskede Mie!

Kom Hjerte tag dit Rejnebret, skriv op dit livets Dage, see til at du kan sanse ret og tænke lidt til bage, o.s.v. Saaledes synger vi i vor Nytaars Salme. Ja kære Mie, ved Aarsskiftet kommer der mange Tanker op i vore Hjerter. Hvorledes vil det kommende Aar blive, hvad vil det bringe mig? og mange andre Tanker be­skjeftiger os i disse Dage. Ja maatte da vore Tanker blive staaende ved ham fra hvem vor Hjelp skal komme, saa kan vi saa trygt gaa ind i Fremtiden han har været med os i det svundne Aar, han har trøstet os og hjulpet os, ja holdt os oppe med sin retferdigheds højre Haand, jo hvor har han ikke været god imod os især, han har lagdt alt saa forunderlig tilrette for os, og skjenket os saa megen Vel­signelse, og bevaret os for megen Nød og Smerte. Ja kære Mie vi har meget at tak­ke ham for, og vi vil ikke glæmme at love og prise hans hellige Navn. Ja naar vi seer tilbage paa det svundne Aar, saa maa vi udbryde! jeg er ikke vær al den Mis­kundhed og Barmhjertighed du har bevist imod mig, det er idel Naade. Og naar vi skuer tilbage paa Herrens Førelser med os i det svundne Aar, saa kunde vi trygt gaa ind i det nyg, vi ved at Herren gaar med os, og vil være vor Ledestjerne i­gjennem alle mørke Skygger, og lyse for os, saa bliver alt saa lyst og vor Gang saa let. Dit Ord er en Lygte for vor Fod og et Lys paa vor Sti siger Salmisten. Vær frimodig og stærk, forferdes ikke og ræddes ikke, thi Herren din Gud er med dig paa al den Vej du skal vandre paa. Ja kære Mie hvilken Forjættelse hvad har vi saa at engstes for, naar han siger forferdes ikke og ræddes ikke jeg er eders Gud. O hvor har vi det ikke godt, vi, hans Børn, blot vi mere vilde overgive os i hans Hender. I Gaar var jeg til Kirke i Garnisonkirken, hvor vi fik en veldig Præ­diken af vor Divisions Præst, som lige var vent tilbage fra Fronten, og i de næs­te Dage atter drager ud, over Jakobskampen, han kalte det slaphed, naar vi siger, blot det snart havde en Ende, blot vi snart faar Fred igjen, han sagde, vi staar i Kamp med en Verden af Fjender, helt alene, som Jakob med Gud, og vi vil ataa vor Mand og kæmpe, saa vi overvinder os selv og vore Fjender, og kæmpe og være stille for Gud intil hans Time kommer, at han kan velsigne os, og jeg maatte give ham fuld­kommen ret. Om Eftermiddagen var jeg i Berlin i KFUM vor jeg traf sammen med Math. vi havde en velsignet Bibeltime, som blev ledet af en kær troende Salmeister, og bagetter et Bønnemøde, det var mig en stor glæde at Mathias kom frivillig med ind paa Knæ for Gud, mange hjerteligge Bønner bleve opsente til vor Gud, og sikkerlig har han hørt vort Suk. Kære Mie, du skriver, om jeg dog ikke kan komme paa Orlov, da svarer jeg dig et bestemt Nej, da vi ingen faar, og skriv endelig ikke til min Hauptmann, du bereder mig blot dermed Vanskeligheder. De siste Linier i dit Brev glædede mig mest, ja jeg kjender dig jo nok du min lille, af Følelserne, let med­revne, Mie, og jeg kan ogsaa let tilgive dig det, men jeg beder dig, med Guds Hjelp, bliv mandig og bliv stærk, til ham anbefaler jeg dig, i mine Bønner. Fra Georg har jeg slet ikke hørt endnu, han skal jo være hær i Potsdam, men jeg har ikke kundet finde ham, jeg har skrevet Hjem om hans Adr. og har ventet efter Svar i 5 Dage, det er jo en underlig Historie, som nesten ergrer mig. Moders Fødselsdag er den 8 Januar. Saa en kærlig Hilsen til dig og alle derhjemme, fra din tro hengivne G.C. Knudsen.

Den 8tende eller til den 15 maa jeg vist atter drage med ud i Fronten.


Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti er et citat fra

Vær frimodig og stærk, forferdes ikke ... er et citat fra

Lyt til "Kom hjerte, tag dit regnebræt"