Potsdam d. 3.4.16.

Min kære lille Pige!

Paa Mandag Morgen, da jeg har Tid vil jeg skrive dig et par Ord. Vi bliver i For­middag indklædt med gamle Sager, og giver Krigsgarnituren af, da den ikke bliver brugt i Garnisonen, det gaar Korporalschaftsvis og jeg er i 17 saa jeg har lidt Tid. Jeg havde vel skreven 19. paa Adr.? Tak for dit kære Brev som jeg modtog i Gaar. Jeg seer deraf at du er bleven lidt skuffet men ogsaa at du har begyndt at lære og vente i Taalmodighed. Du ved jo min kære lille Mie at jeg har det Sind, og det Prinsip, altid at være glad og tilfreds, og jeg takker min Gud og kære Frelser at jeg kan være det. Kameraterne siger ofte til mig! de kan ikke forstaa, hvorledes jeg kan beholde saadan en jern Ro, da jeg var aktiv, kalte de mig dirkfellig, jeg var ogsaa i den Tid for rolig, dog jeg siger! hvad har man af dette Jordeliv naar man ikke kan være glad, jeg seer lyst paa Livet og gaar helst af Vejen for mørke Tanker, som nedtrykker en, og gjør en tungsindig, det er jeg en Fjende af. Glæden i Herren er min Styrke, det vil jeg, og du min kære Mie, skri­ve paa vort Banner. Igaar havde jeg atter en meget smuk Søndag sammen med troende Kammerater. Henningsen og jeg gik først en Spaseretour langs med Havel floden, vi havde vort Mellemmad med og spiste det ude i Skoven hvor vi havde Udsigt ud over Floden, saa vendte vi atter tilbage til Potsdam og traf der sammen med Berhaus, Jep, Mathin Hrohmer, en fra Res Regt, som havde været sammen med Georg og Möller, og en Kammerat mere i Gemeinschaftssalen, hvor Metschin talte, over Menigheden i Filadelfia han er paa Orlov han ligger i Neurupin. Om Aftenen gik vi alle til­sammen til Geheimraainden, hvor vi var indbudt og bleve der trakterede paa det fi­neste, til Desert, Budding med Cræm, bagefter Samtalemøde og Bønnemøde, og Af­tenen gik alt for hurtig, hun er dog en rar gammel Dame. Hugo og jeg er nu ved et Komp. og Henningsen ligger et paar Stuer ved siden af mig paa samme Koridor.

Nu vil jeg slutte med de kærligste Hilsener fra din tro Georg.