Rumænien d. 20.5.17.

Min elskede lille Mie!

Først min hjærteligste Tak for Breven som jeg har modtaget jeg merker at du ikke rigtig er tilfreds med mig, da jeg ikke skriver nok, jeg tror dog at jeg skriver i hver Uge somme tider ogsaa flere gange? men det maa jo ike være tilstrekkelig? naar du ikke hører saa ofte fra mig saa kan du antage at jeg har det godt, egent­lig kunde jeg godt tage mig Tid til at skrive her, men jeg har beskjeftiget mig sterkt, med Smaaarbejde til Forskjønnelse af mit Hjem og Tiden iler saa hurtig hen og da det er temmelig rolig her glemmer man helt at det er Krig, ja vi har nu snart atter Juni, den smukkeste Tid af Aaret. Jeg sender dig med det første et Billede saa kan du selv see hvor smukt vi bor i Skoven. Men dog min elskede lille Pige, om Aftenen naar man lægger sig til Ro paa Bretterne saa gaar Tankerne paa Flugt til Hjemmet og dvæler ved Hus og Gaard og alle mine Kære, men dog mest ved min lille Bondepige, derovre i det hyggelige lille Quorp og naar det er saa rolig her saa begynder man at gjøre Planer for Fremtiden hvorledes man vil indrette sig Ting­ene efter Krigen, og serdeles nu da man hører om de store Forandringer paa 0st­fronten, som vi hernede sætter store Forhaabninger til. Gud giver os i Naade snart en varig Fred, man begynder at længes derefter. Nu er jeg snart 5 lange Aar Sol­dat, den beste Ungdomskraft har man ofret Fædrelandet, og jeg tør sige, jeg har været Soldat med Liv og Sjæl, og da jeg blev kalt til Krig, gik jeg med svulmend Hjærte for at værne om mit Land og mine Kære og Herren har været med mig i gode og svære Dage han gav mig Kraft til at bære Lidelser og Savn og gav mig Naade til at være med ved mange Sejre, som en Soldat fryder sig mest over, om du vel rigtig forstaar mig? - du er dog gjennem alt bleven mig dyrebarere og kærere og vær for­visset om at du er min Eneste Ene som jeg, om Gud vil, efter Krigen kalder min egen lille Kone, endnu din Kriger Georg.
Onesti
Hvor er Georg? Se noten den 6.12.16.