20.02.2007

Ravit d. 20.2.14

Min kæreste lille Mie!

Du maa allerførst undskylde mig, fordi jeg lod dig saa længe vente efter Brev. Paa Onsdag vare vi til Fødselsdag i Jolderup, paa Torsdag i Bollerslev hos N. Callesen, og i Aften skal jeg til lille Adelheids Fødselsdag, dog vil jeg først tænke lidt paa dig min lille elskede Skat. Om Dagen har jeg ingen Tid haft at skrive da jeg har gaaet for Trillebøren i denne Uge, saa du kan nok se jeg kunde ikke skrive før.

Hvorledes gaar det dig min kære Mie efter den lange Spaseretur, du var vist orndenlig stiv i Benene? jeg fik endnud mit Aske strøet inden Aften. Det var ellers nogle skønne Dage vi havde i Quorp hvorledes det mon gaar Moder! jeg beder hver Dag for hende at hun dog maa kaste alt hendes eget over paa Jesus og til gjengjeld maa faa hans stille dybe Fred, saa hun maa kunde synge! Jeg gav ham min Synd; og han gav mig sin Naade. O hvilket Bytte jeg dog haver gjordt. Ja kære Mie Herren har gjordt store Ting imod os, vi bleve glade. Han, vor velsignede Frelser, vil ogsaa nok gjøre hende glad igjen. Hvorledes gik det havde du Brev fra Ballegaard da du kom Hjem? Har du skrevet til Julie og til Skolen? Kære Mie vi vil lægge den Sag i Herrens Hænder at de maa blive til hans Navns Ære. Jeg vilde glæde mig meget dertil, dog ske Herrens Vilje. O kære Mie hvor godt at vi have en levende Frelser til vem vi tør komme med alt hvad der ligger os paa Hjerte. Han har Omsorg for sine Børn, lad os kun fortrøstningsfuld gaa til ham. O hvilken Naade, vi har ikke fortjent det vi havde fortjent at han støtte os fra sig i den evige Fortabelse. Dog, han har ikke behag i en Synders Død, men ved at han omvender sig og leve. O kære Mie vi vil takke og lovprise ham, at vi ogsaa maa være med ibland dem. Jeg skulde hilse fra Tine, at du skulde øve dig i at skrive Latinske Bostaver, da det saa vilde falde dig lettere naar du kommer paa Skolen, dog mosked gør det dig ikke noget.

Nud er Klokken 8 og jeg maa gaa til Fødselsdag. Du hilses paa det hjerteligste fra Moder og Marie men mest fra din tro hengivne Georg.

06.02.2007

Ravit d. 6.2.14

Min kære søde elskede Mie!

Mange Tak for dit kære Brev, som jeg modtog i Gaar. Du tænker maaske, det bliver ellers lidt længe han lader mig vente. Jeg vilde jo først afvente et Brev fra dig. I Aften har jeg Riget alene da Moder og Marie er til Symøde, saa der er god Ro til at skrive. Paa Søndagaften kom jeg, uden særlige Overraskelser, godt Hjem, og som du spørger, fløj mine Tanker ogsaa med dig til Haderslev. Lad mig nud høre, næste Lørdag, hvad det Meget var, du saa gjærne vilde tale med mig om? Med Moders og min Forkølelse gaar det helt godt, jeg er helt over det, men horledes gaar det med din Tandpine? det er snart værre end Forkølelse. Jeg vil haabe du har det overstaaet.

I denne Uge har jeg arbeidet paa Marken de sidste Dage har jeg sat Ledpæle og hængt Læd. Du skulde bare se hvor det tager sig ud, næste Gang du kommer vil vi gøre en lille Tur derud og se hvor vi skal bo og bygge. Kære Mie tænker du at du vel kunde finde dig tilfreds at bo saadan et Sted som ligger helt ene? mig er denne Plæt Jord saare kær. Dog jeg tror ogsaa nok jeg ved hvad du vil svare. Ja kære Mie vi har meget at takke Herren for, det er alt hans rige Naade imod os, vi har ej fortjent det, at han saadan overøse os med sine Velgjærninger. Lader os ej glæmme at takke ham derfor kære Mie. Et Sprog til dig staar Job 5,18. Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læger. Ja kære Mie hvor tidt merker vi ikke det, han skal tit have alt vort Eget istykker slaaet, og vort eget Jeg brudt, før han kan legge sin lægende Haand paa vore Hjærter, da først kunde vi se at han er den største og den hærligste, og vi kunde istemme, Kom, Brødre, og istem en Sang for Sjælelægen Jesus, han læger Sjælens mange Brøst jeg glæder mig i Jesus.

Jeg glæder mig meget til neste Lørdag at være sammen med dig, min Elskede, derhjæmme i Quorp. Havde forleden Brev fra Julie, om Plassen hos M. Abkær men vi raadede hende ikke dertil. Du har vel ingen Plas endnud? hvad er det for en Plas i Vandling. De kærligste Hilsener fra din tro hengivne Georg Knudsen.

Du skriver vel et Brev i neste Uge. Om Gud vil er jeg jo saa i Klotoft paa Lørdag.

De kærligste Hilsener fra Moder og Marie.


Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læger er et citat fra

26.01.2007

Ravit d. 26.1.14

Kære Mie!

Herrens Naade og Fred være med dig. Allerførest min hjærteligste Tak for dit kære Brev og Kort. Jeg kom atter tilbage fra Angel paa Lørdag. Det var en helt iteresant Tur, der var mange smukke Hengste at se. I Loit havde de det ogsaa godt, jeg skulde hilse mange gange fra dem. Rasmine havde ogsaa spurgt efter! hvor vi dog hvare blevne kjænte. I Vogelsang var jeg ikke denne Gang.

Paa Søndag har vi jo stor Fest i Bollerslev. Maa jeg inbyde dig min kære Mie, til at komme paa Lørdag-Aften helst med 616 Taaget, hvis det kan lade sig gjøre. Det vilde glæde mig meget om du kan.

Angaaende dette hvad Fru Engel sagde, kan jeg svare: det passer vel ikke helt rigtig, ti det var dog ikke godt, om jeg ikke kunde merke, at du holdt af mig. Dog inden Forlovelsestiden da vilde jeg helst at der intet hvar at merke, men den Tid er jo forbi. Men kære Mie lad os passe paa for, at Jesus ikke bliver nommer To, lad ham blive den Første og den Siste for os. Ja kære Mie det er min daglige Bøn for os, at han maa rense og lutre vor Kærlighed til hverandre, og bevare os for Fristelser af lavere Natur. Men at vi i Jesus, maa blive dygtiggjorte til al god Gjærning, ti uden mig kunde i slet intet gjøre. O kære Mie hvor er det godt at vi har en levende Frelser, som vi kunde ty til, med vore Anligender være sig i Sorg eller Glæde.

Moder og Marie har travlt med at sy og hækle. Moder syer Sengelagener til min Udstyr. De sidder og vilde gjærne diktere lidt for mig, dog jeg skriver uforhindret efter mit eget Hoved. Sybordet har jeg nud ferdig, er nud ved at lave en Køkenhylde til Krukker. Jeg har ikke været saa meget paa Verkstædet i Vinter, for jeg er jo bleven lidt vidtløftig i den sidste Tid. Du har mosked merket det? Den 30te er det min Broder Peters Fødselsdag om du vil skrive: Ard. Vogelsang pr. Kappeln. De kærligste Hilsener fra din tro hengivne Georg.

Lev vel, og paa Gjensyn paa Lørdag aften. Skriv om du kommer.

Mange Hilsener fra Moder og Marie, og Tinne.

21.01.2007

Ravit d. 21.1.14.

Kære Mie!

Efter mit Løfte til dig, maa jeg vel til at skrive et paar Linier til dig i Dag. Paa Mandag var jeg jo saa i Quorp, jeg overraskede dem jo lidt, holdt først hos Grevsens, hvor jeg traf Fader og Jørga, og blev saa der og drak Kaffe. Deres Piges Moder var lige død om Natten, saa Pigen var Hjemme, og saa havde Cesilie det ene. Vi havde en livlig Samtale ved Kaffebordet, om det snøvre og hvide Syn paa Christendommen, hvorom vi ikke rigtig kunde enes. Cecilie og jeg gik lidt imod Peter, han sagde til hende, ja lille Kone du ser nud for mørkt paa det, jeg har derimod et lidt hvidere Syn paa Sagen. Enden blev dog, endskjønt vore Anskuelser gik i lidt forskjællig Retning, denne, at vi dog var et i Hovesagen, Jesus, kun Jesus. Moder og Julie havde travlt med at spinde og sy. Jeg blev der til Tee og syklede saa Hjem hen Kl 5. I Gaar var jeg i Nørre-0nlev at bese mine købte Kræaturer der var lige død en af Hjernebetændelse. Hvad jeg ikke faar tør jeg jo heller ikke betale, det er værre for Manden.

Kom godt hjem paa Søndag blodt lidt sent kære Mie, men det gaar nok for en Gang. Et Sprog til dig kære Mie staar Joh. Ev. 14. Eders Hjærte forfærdes ikke! Tror paa Gud, og tror paa mig! Hvilken Trøst ligger der ikke i dette Ord, kære Mie. Lad komme hvad der vil. Vi tør ikke forfærdes! Gud er med os. tror paa Gud og tror paa mig! Ja kære Mie, motte vi altid forblive i en barnlig og tillidsfuld Tro til Jesus, at vi ikke maa have noget ved Siden af ham, men at vi maa have nok i, hvad han har gjordt for os. Det kan slaa til naar alt andet glipper. O at vi to rigtig motte kunde hjælpe hinanden med at kunde vandre helt med Jesus.

Nud skal jeg slutte da jeg skal til Bollerslev i Aften, med Brevet, ellers faar du det ikke Morgen. Moder er hos N Callesen vi slagter sammen saa bliver jeg der og hjælper, eller ogsaa ikke, hvad tror du? Kærlige Hilsen fra din tro hengivne Georg.


Eders Hjærte forfærdes ikke! Tror paa Gud, og tror paa mig! er et citat fra

14.01.2007

Ravit d. 14.1.14.

Kære Mie!

Mange Tak for dit kære Brev. Det er dog godt at vi kan skrive sammen naar vi ikke kan være sammen, det glæder du dig vist ogsaa til. Det er henrivende at faa saadan et langt Brev fra sin allerkæreste ikke sant? Du kan ellers tro jeg har arbeidet i de siste Dage jeg har hjulpet at tærske hos Andreas med Maskinen, en god monnision. Du længes vist efter at faa at vide om jeg kommer paa Søndag du vil jo vist gjærne have at jeg kommer da jeg tænker mig at du længes forfærdelig efter mig, ja kære Mie det kan du tro det gjør jeg ogsaa. Derfor er det ogsaa en Glæde for mig, at komme ned til dig paa Søndag Kl 12 i Haderslev, om Gud vil. Nud kommer Marie med Aftensmaden saa jeg maa lægge Brevet til side. Med fornyet Kraft tager jeg atter til Pennen. Ja Herren er god Han giver os alt i saa rigt Maal hvad vi trænger til. Hvor har vi ikke meget at takke for kære Mie, men mest af alt ville vi takke for den udusigelige Gave sin Søn, som han gav os, paa det vi ved ham kunde faa vore Synders Forladelse og Fred med Gud, er det ikke stort kære Mie at vide sig under en forsonet Faders Haand, at vi tros alle vore Synder og Fejl, dog maa komme til ham som en Fader. O at vi aldrig matte gaa ud af den Naadestand, men altid blive i hans Fodspaar, hor han sit Fodspaar bod, der setter jeg min Fod, tros al den Del mig ikke staar, jeg gaar til Himlen hvor jeg gaar. Ja matte vi altid have ham for øje i alt hvad vi foretager os af Stort eller Smaat, at han maa blive den ledende og raadende. Han altid kund det Beste vil og han har almagts Kræfter. Nu maa jeg slutte denne gang, da vi skal om til Andreas i Aften, Nis Callesen's er der.

De kærligste Hilsner fra din tro Georg.

Lev vel og paa Gjensyn paa Søndag.

09.01.2007

Ravit d. 9.1.14.

Min kæreste Marie!

Vor Herres Jesu Christi Naade være med dig. Allerførst mange TAk for sidst, det var ellers deilige Dage vi forlevede sammen i Julen. Hvorledes gaar det dig lille Mie er du kommen til dig selv igjen eller tager du dygtig at Medisinflasken? jeg har nesten ikke begyndt at arbeide endnu. Tinne reiste paa Tirsdag og i Gaar var det Moders Fødselsdag tilmed hver Aften Bedemøder. Vi merker Herrens nærhed i denne Tid, der er dog en Kraf deri, naar Guds Børn samles til Bøn. Der lægges dog enkelte hist og hær til Menigheden. Herre gør du os ret brendende i Aanden for dit Riges Arbeide. I har det jo vist ogsaa godt dernede i Haderslev. Ja kære Marie lad os bede Herren om at han vil gøre os stille saa at han kan gøre sit Arbejde paa vore Hjærter og at han vil holde os nede paa det ymyge Stade, i Støvet for Frelseren græder, saa for i vor Jesum i tale, ti Roserne vokse i Dale. Ja kære Marie lad os altid blive der. Jeg har lige været en lille Tur ude paa Marken, det var ellers koldt men det er jo sundt ude i den friske Luft, jeg gik og tænkte paa, naar Du og jeg kommer til at bo sammen derud, det maa blive smukt at have et Eget Hjem og saa saadan en lille sød En som Du at være sammen med (ikke?) Ja motte Herren give os af sit overbærede Sind at vi kan bære over med hverandres Svagheder og hjælpe hinanden tilrette i alle Ting og altid i Stort og Smodt at lægge det frem for Herren. Du kan tro jeg tænker meget paa dig kære lille Mie og beder Jesus om at han vil bevare dig føre og lede dig. Jeg beder dig om ogsaa at lægge mig frem for Naadens Trone og samme med mig bede om, at Herren maa bevare mig, og føre mig paa sine Hveje. Paa Søndag faar vi Besøg fra Sølvig-Mølle, det kunde da have været rart, at have dig hær lille Mie, men jeg maa jo holde ud, ene. I Eftermiddag skal vi over til Chr. Hinrichsens, der er jo Bedemøde i Jolderup i Aften hos C. Hansen. Du kan nok forstaa min kære Mie at vi er ikke kommen til Ro endnu. Moder er ved at passe til saa jeg maa slutte denne Gang for at blive fertig med hende.
Mange kærlige Hilsener fra din Egen tro Georg.
Den yndigste rose er funden er skrevet af Brorson og synges oftest på den kendte melodi af Joseph Klug fra 1542. I Sønderjylland brugte man nogle gange en anden melodi, kendt som Abild-melodien. Lyt til Den yndigste rose er funden på den sønderjyske melodi.

17.12.2006

Ravit d 17.12.13.

Min kære Marie!

Hjærtelig Tak for dit kære Brev som jeg modtog i Morgen. Det glæder mig at du er tilfreds med, hvad jeg skrev om i siste Brev ikke at komme ud til dig før Forlovelsen bliver offentlig. Du skriver om det kan blive paa Tirsdag, dermed er jeg iforstanden da det passer mig hvad Dag det skal være, saa kommer jeg, om Gud vil paa Tirsdg Kl 12 til Haderslev. Jeg glæder mig meget til denne Dag og til at være sammen med dig min egen Marie. Herren hjælper os til at det maa blive til hans Ære, at vi i alt hvad vi foretager os maa gjøre det i hans Navn. O kære Marie at det alti maa være vor Lyst at tjene og elske ham som har gjordt saa store Ting imod os. Vi vil bede Jesus om at han vil gjøre os lyhøre overfor den Helligaand, at den kan vejlede os til al Sandhed.

Moder sidder ogsaa og skriver til dig om hvorledes vi skal arangere Forlovelsen, saa behøver jeg jo ikke at skrive desangaaende. Jeg siger lige til Moder, jeg kan nok merke at jeg er ikke vant til at skrive, ja siger hun dette kan du ikke godt sette nogen anden til, jeg har ikke skrevet mange Breve i mine Dage saa du maa jo undskylde naar det ikke altid bliver som det skulde være og naar Papiret ikke altid bliver fuldt. Nu er Moder ved at bage Gode-Raad og Marie er ved at røre Kager sammen ude i Køkenet saa du kan tro de har travlt. Om Vinteren er jeg jo lidt af en Snedker men ind til denne Tid har jeg havt nok paa Marken at bestille jeg har jo ellers ingen Landbedrift om Vinteren. Nud maa jeg nok snart slutte, da jeg vilde til Bollerslev i Aften med Brevet og forrette nogle Ærinder. Kl er nud 7 saa det bliver vel ikke for tiligt, saa Farvel og paa gjensyn paa Tirsdag, Guds Fred til Hilsen fra din hengivne Georg.

Lev vel med Jesus.


Opskrift på Gode-Raad


Ingredienser
500 g. mel
250 g. sukker
250 g. smør
3 æg

2 tsk. kardemomme

Fremgangsmåde
Æg og sukker piskes godt sammen og røres med smør og kardemomme. Melet røres i lidt af gangen. Dejen trilles til kugler på størrelse med valnødder og bages ca. 2 min. i et særligt gode råd jern, kaldes også krumkagejern. Prøv evt. at bage dem som vafler i et vaffeljern.

Servering
Disse kager hører december måned til og serveres med kaffe eller the.


14.12.2006

Ravit, d. 14.12.13


Min Egen kære Marie!

Vor Herre Jesu Christi Naad Faderens Kærlighed og den Helligaands Samfund hvære med os.

Allerførst min hjærteligste Tak for dit kære Brev det glæder mig meget at du har haft de samme Tanker og at du har lagdt Sagen frem for Herren i Bøn. Det er min daglige Bøn at Jesus vil hjælpe os og lede os paa de rette Veje og at vi maa kunde hjælpe hverandre med at tjene ham. At han altid maa staa for os som vor Livfører saa vi i alle Ting, med hverandre kunde komme frem for hans Naadetrone og spørge ham om Raad. Ja kære elskede Marie vi vil med og for for hværandre bede om, at han altid maa være vor Et og Alt. Lammet kun Lammet des Vunder og Saar, Æren og Prisen i Evighed faar.

Min Moder er i denne Tid i Bollerslev og passer Anne Callesen som er bleven opereret. Jeg talte forleden Aften med hende om, at jeg vilde besøge dig en Aften, men hun mente at det ikke hvar saa heldig, da vi jo let kunde træffe paa Bekjente, jeg tror nu ogsaa med hende, at det er bedre vi lader det være, men kære Marie kunde det ikke lade sig gøre, at vi lod det blive offentlig til Jul, maasked sidst i denne Uge eller førs i den anden saa kunde vi jo fejre Forlovelsen i Julen saalænge holder vi vel nok ud, ikke? Saa kunde jeg jo komme til Haderslev, og der skifte Gaver hvad synes du om det? Du kunde maaske ogsaa bestille Forlovelseskortene, i hvad Formadt du synes? * Jeg glæder mig saa meget til Julen og at være sammen med dig. O at Julens Konge ret maa tage ind i vore Hjærter, og gøre os til takkende og lovsyngende Mennesker.

Jeg havde det meget rart i Angel. De syntes ogsaa meget godt om vor Forbindelse og ønskede at det maatte blive til Velsignelse for os. Moder glæder sig ogsaa særlig dertil. I Morgen kommer hun Hjem igjen. I Dag har vi havt en velsignet Fest i Bollerslev, Herren velsigne det Ord som er bleven forkyndt, at det motte bære Frugt. Til Slut de Kærligste Hilsener fra din, dig elskende Georg Knudsen.

* en 30 Korte til mig.

Sådan kom forlovelseskortet til at se ud.

Lammet kun Lammet ... er et citat fra salmen Brødre og søstre, vi skilles nu ad. Lyt til en lydoptagelse her.

01.12.2006

Postkort og breve

Klik på en dato for at se det brev, billedet hører til.

14.12.13. Marie og Georgs forlovelseskort


5.6.14. Motiv: Aabenraa


16.8.14. Motiv: Merseburg Ständehaus


16.8.14. Motiv: Merseburg, Markplatz


18.8.14. Motiv: Lützelburg, Eisenbahnbrüke mit Rhein Marne Kanal


26.8.14. Motiv: Cirey-sur-Vezouze – Pont de la Vezouze


16.9.14. Motiv: Nürnberg, Neues Stadttheater


24.9.14. Motiv: Nürnberg, Burg von Westen


25.9.14. Motiv: Beobachtungsstelle der Landesversicherungsanstalt, Mittelfranken, Nürnberg.
Billeder af Frauentagraum, Männertagraum, Einganghalle, Männerschlafraum og Frontansicht


18.10.14. Motiv: Café – Conditorei Fürst, Fürth, neben dem Rathaus

13.8.14 Georg er nr. 2 fra venstre.

5.3.16 Georg (siddende) og en kammerat

3. 5.16 Sendt fra Döberitz. Georg står ved roret.

12.1.15 To soldater, Georg siddende

Billedarkiv

Georg Chr. Knudsen.


Dette store billede - 40x50 cm - hang i Maries stue indtil hendes død.


Marie Hübschmann, en rødhåret sønderjyde - fra Maries fotoalbum

Maries og Georgs forlovelseskort

Georg - fra Maries fotoalbum



Marie (tv) med sin søster Julie - fra Maries fotoalbum

Georg (siddende) med en soldaterkollega - fra Maries fotoalbum

Georgs halvsøster Adelheid og hendes mand Christian - fra Maries fotoalbum

Jernkorset som Georg modtog i januar 1917.

13.8.14 Georg er nr. 2 fra venstre.
12.1.15 To soldater, Georg siddende
5.3.16 Georg (siddende) og en kammerat
3. 5.16 Sendt fra Döberitz. Georg står ved roret.

Velkommen til Krigsbreve.dk

Georg Chr. Knudsen blev født i 1886 i Sønderjylland i en dansk familie syd for den daværende dansk-tyske grænse. I 1913 begyndte han at skrive breve til Marie Hübschmann, der på det tidspunkt var i huset i Haderslev. De havde mødt hinanden hjemme i sognet, var blevet forelskede - og glædede sig til deres kommende forlovelse. Pastor Emeritus Nic. C. Nielsen beskriver ham således:

Han var en kraftig ung Mand, høj af Vækst, havde tjent ved Gaarden. Den ham tilfaldende Part af hans Fædrenejord laa nu parat til at gaa ind under hans Behandling. Formstenenes Mur-Klump stod midt i Marken, færdig til at blive tagen i Brug ved de nye Gaardsbygningers Opførelse. Da lød Krigstrompetens skingre Lyd i Somren 1914 og kaldte ham med de andre vaabendygtige Mænd fra fredelig Syssel til Krigens blodige Færd og Gerning.

Gennem de næste fem år skrev Georg brev til Marie og til sin mor op til flere gange om ugen, først hjemmefra og senere, efter første verdenskrigs udbrud, fra sin tjeneste som tysk soldat. Disse breve er bevaret og gengives nu i samme takt, hvert brev på samme dag som det oprindeligt blev skrevet, blot præcis 100 år senere. Brevene er direkte afskrevet med det indhold, den retskrivning og den grammatik Georg selv brugte.

Følg med i brevene og oplev denne dramatiske del af Danmarks historie - i tro, håb og kærlighed.

Georg
Denne hjemmeside opdateres af Marie og Georgs børnebørn
Hanne Winther Knudsen og Werner Knudsen