Döberitz d.3.5.16.

Kære elskede Mie!

I Aften et par Ord til dig, vi vilde ellers have været til Bibeltime i Soldater­hjemmet men da der trak et Tordenvejer op og det begyndte at rejne sterkt, kom vi ikke af sted. Jeg havde i Aftes den Glæde: at træffe sammen med Mathias, de er ogsaa her til den 13 Mai, men han mente at køre paa Orlov, ellers er det jo rart for os at komme sammen om Aftenen, du kan ellers tro de varmer os Siderne her og vi faar Halerne opbunden og det koster Sveddraaber, men det er jo bedst at lee af det hele og være lige glad, da det jo altid har været saadan i ørkenen Döberitz, det hedder jo hos Millitæret. En vor alle og alle for en, saa maa man jo gjøre med naar det ikke altid klapper med de unge Krigsoldater. Det var en god Rejn der kom nu, og Luften er saa dejlig ren og kølig efter den trykkende Hede. Hjemme bliver vist ogssa alt grøn og Kræaturene er vist alle paa Græs, ja jeg gider saa gjerne see Markerne derhjemme naar Kvæget i Forsommeren gaar paa det frodige Grønne Græs, men det er nu 2 Aar siden man har seet dette Syn, den Tid var det mig en Glæde om Morgenen at gaa rundt paa Marken og see til Kræatu­rene, og siste Aar om denne Tid, da vandrede jeg paa fremmede Marker, nemlig paa Galitziens Slagmarker og saa kun død og undergang, hvilken Forskjel, men dog min elskede Mie, hvor maa vort Hjærte dog ikke stemmes til Lov og Tak, naar vi skuer tilbage paa Herrens underlige Førelser, ja han er den Herre som raader over Liv og Død, han bestemmer ogsaa vor Livsgang og leder os paa sine uransagelige Veje, om ogsaa detfor vore kortsynede øjne gaar mog hvor Vilje. D. 4.5.16. her motte jeg bryde af da jeg fik Besøg af Mathias, og vi gik ud i den friske Luft. Nu er det atter snart Sengetid, jeg har ikke faaet Tid til at skrive hele Dagen, da vi har havdt Tjeneste, immer anschliesend jeg har heller ikke hørt fra dig siden dit Kort i Potsdam, dog jeg glæder mig ved at være sund og rask. Herren være tak­ket, saa gaar jo alt jo let, og du kan tro min Kære at der fejler ikke af Humor, vi har paa Stuen en Bugtaler, han gjør sin Kunst gjeldende om Aftenen i Sengen saa der giver noget at lee af. Saa til Slut en kærlig Hilsen Din Georg.
Doberitz


immer anschliesend betyder "altid følge med" eller "altid slutte op".