Potsdam d. 18.5.16.

Min kære lille Mie!

Idag et Brev du maa undskylde Skriften da jeg ligger i Sengen og skriver, jeg har nemlig Bettruhe, omendskjønt jeg ikke fejler ret meget. Doktoren sagde Rukgrads­erstaugung, det passer mig jo naturlig godt, da det ikke saa hurtig gaar over og jeg ikke megen Lyst har til Tjenesten, saa kan jeg dog skaane mig en lille Tid jeg skal hver Eftermiddag hen og maseres dog det vil vel ikke hjelpe meget, da Ryggen dog ikke fejler noget, men lige meget, Rygen bliver maseret af livsens Kræfter ja min kære Mie det er Soldaterliv og Soldaterknif, hvad gjør man ikke naar Lejligheden har saa god anslutning, dog Stødet var jeg ogsaa hordt nok der­til, det ergrer mig mest med min gode Tand, den havde jeg ikke gjerne mistet. Du skulde bare have hørt sigge en Overhaling jeg fik, samt ogsaa de andre, af Feld­Webelen, da vi traate an til Revirtjenesten fordi vi vare syge, som jeg mente jeg havde god Grund til, jeg er vids paa du var bleven flyvende gal paa den Karl, vis du havde hørt det, dog jeg lod det gaa ind af det ene øre og ud af det andet, og tænkte mig at det var vel ikke saa slemt ment, for han skal jo sige noget, el­lers bliver det jo dreven for hvidt, moske forsaar du ikke rigtig mit Brev, da det jo mest er Soldatertanker? Tak for dit Brev fra igaar og Kortet idag det glæder mig at du har det godt, og at du og P. Nielsen har trøstet hinanden, imidlertid har jeg ogsaa skrevet ham et Kort og fortalt ham Grunden hvorfor han ikke hørte fra mig. Paa Lørdag gaar der atter er Del ud, mest som ikke har været ude før. Igaar kom der til Parole, hvem der vilde have Orlov i Pinsen kunde give in, jeg har jo naturlig ogsaa meldt mig, det giver 6 Dage fra 9-15 Juni altsaa paa Gjensyn, om Gud vil, dog du maa ikke gjøre dig for store Forhaabninger. Saa en kærlig Hilsen fra din egen tro hengivne Georg.