Søndag aften d. 21.5.16.

Min kære lille Pige!

Altsaa iaften endnu en lille Søndagshilsen. Havde tænkt idag at faa et skrekkens­Brev fra dig da jeg nesten tror at du er bleven lidt urolig over det Kort jeg sendte dig, om mit Uheld, dog nu har du dog hørt mere fra mig og at det ikke er saa slemt? Jeg maa jo ellers ikke gaa ud, men ieftermiddag listede jeg mig dog over Gaden til Hospitzet, til Møde, hvor vi fik en god Tale over Rom. 2, 11- der er ingen personsanseelse for Gud, o.s.v., efter Mødet var der Bønnemøde som ogsaa var velsignet. De andre Kammerater er iaften hos Geheimraadinden, dog jeg fore­trak at gaa hjem, for ikke at blive fisket. Der falder nu lige en dejlig mild og varm Rejn, saa Luften er saa reen og kølig og alt seer saa frisk ud, Fuglene synger deres Aftenssang, under Træernes Blade, og mine Tanker gaar paa Flugt, til Hjemmet og dvæler ved mangt og meget. Husker du for 2 Aar siden, var det ikke sist i Mai da vi var sammen til Adolph og Methas Bryllup, hvor var da ogsaa alt det unge i Naturen frisk og frodig, og Hjærterne slog i Flammer, og da vi vandrede Arm i Arm ud paa Markerne og jeg kunde vise dig alle mine Kræaturer. Og saa hin Aften under de megtige Linde dernede i Gram, det var ogsaa i den første, friske, skjønne Sommertid. Saa kom hin svære Tid, adskillelsens Time dernede paa Balle­gaard, da var der et Tryk over Hjærterne, og trykkende Tordenluft, jeg kan ikke beskrive dig de Følelser der gik gjennem min Sjæl, der var som en Ild, der brænd­te derinde, du merkede det vist min kære Mie? Ja hvad har vi ikke alt erfaret si­den den Tid, men over det altsammen har dog Herrens Naade og Barmhjærtighed lagt sine Straaler, og vi maa altid paa ny ubryde i Lov og Tak. Nu vil jeg slutte mit Aftenbrev, som forsatte mig tilbage til lykkelige Timer i mit Liv, med at skue ud efter et endnu meget herligere Liv, heroventil, saa forbliver jeg din dig tro elskende Georg.
Potsdam


Her kan du læse