Döberitz de. 9 mai 1916.

Kære elskede Mie!

Nu er det nok snart paa Tide at jeg faar lidt skreven, om jeg bliver ferdig idag ved jeg ikke dog jeg vil gjøre mit bedste, det er Papir fra Soldaterhjemmet som er frit der, og der er Plas til noget derpaa. Nu kan vi snart tælle Dagene her og vi glæder os dertil, da det dog nesten gaar for dunt til, saa har man det dog nesten bedre ved Fronten, og der er mange som siger! ved den neste Transport er jeg den første som er med, jeg vil dog ikke melde mig frivillig, men rolig vente Tiden af, jeg tror det er det rigtigste, det siger du vist ogsaa? men at bede om at blive lenge her, det kan jeg ikke, dog takker jeg Gud for den Tid der er gaaet og for den Tid der gaar, desangaaende kjender du jo nok min Anskuelsen? Tak for Brevet og Kortet som jeg har modtaget fra Potsdam, det var jo kjedelig med Studen og med Kalvet. Paa Søndag var jeg om Formiddagen til Kirke i den nye Kirke, og om Eftermiddagen var Hugo Johannes og jeg i Soldaterhjemmet, et stort smukt Hjem som er bygget 1914 af den østtyske K.F.U.M. meget bekvem indrettet, og en stor smuk Have. I et særlig Rumvar der Kl 6 Bibeltime, som Presten, der om Formiddagen talte i Kirken, holdt det handlede sig om Jesu fristelse i ørkenen, og det var interessant at høre som han henlignede de tre forskjellige Fristelser paa nutidens Tysk­land, med Brødkort, Undersøbaadskrigen, og Tyskland efter Krigen, vi vare 20 Soldater tilsammen og spiste saa bagefter Aftensmad, Bokwurst und Kartoffelsalat 70 Pfg dog Hugo og jeg havde endnu hunger, vi gik saa nedenunder og bestilte os en Kalvesteg med dertilhørende Hvidøl med Hinber til Desert et stykke Torte og Æblekompot, vi sagte os: det er dog Søndag, da maa vi nok leve lidt bedre. Rej­ningen blev 2,60 det var altsaa med Drikkepenge for Aftensmad 3,50 M, saa du kan da see kære Mie, at vi har ingen Nød lidt den Dag. Igaar Aftes var jeg ogsaa der­nede til Aftensmad da man vilde forkomme, naar man skulde komme ud med det, man faar her, dog du maa ikke ynke mig, da jeg jo ingen Nød lider. Mathias er hjemme paa Orlov 14 Dage, hans Anne glæder sig vist, tror du ikke? det var rarest om vi snart alle kunde komme Hjem, og at Krigen var til ende saa var der mange glade, og vi to ikke mindst ikke? Nu maa jeg slutte da det snart er Sengetid og jeg endnu vilde hen at hente mig nogle Figner. Saa de kærligste Hilsener og et kærligt God­natkys fra din dig tro elskende Georg.
Doberitz