Neues Palais d. 12.2.16.

Kære elskede Mie!

I Dag er jeg, atter paa Vagt, derfor atter et par Ord til min lille ventende Pige. Du kan virkelig ikke have noget at klage over at jeg ikke skriver flittig nu, da jeg har anstrengt mig i den senere Tid, desangaaende, for at du ikke skulde føle Savnet alt for meget, jeg ved jo nok at du længes forfærdelig derefter. I Morgen er Henningsen kjørt hjem paa Orlov, du kan ellers tro han glædede sig dertil, jeg glædede mig ogsaa med ham, da jeg nok ved hvad en Soldat føler det første Gang han kører paa Orlov. Du glæder dig vist over at jeg endnu ikke kommer bort i Februar, da jeg endnu altid bliver tilsidesat, og bliver her men nu tror jeg ellers ikke det varer længe mere, dog Herren ved ogsaa bedst hvad der tjener os til bed­ste i dette Stykke, fra ham vil vi ogsaa tage alt i denne Sag. I Dag er det ellers 8 Maaneder siden jeg blev saaret, og den Gang tænkte jeg atter at være ude om en 5-6 Uger, hvad har Herren ikke alt forskaanet mig for i denne lange Tid, jeg har væ­ret ude af Fronten, nej det var den 14 jeg blev saaret. Nu har Broder Peter været 3 Maaneder lengere ved Fronten end jeg. rrrrrrr -! den elektriske Klingel gik lige i dette Øjeblik og alle gaar paa Hoved og Hals ud af Stuen, i Gevær for at gjøre Æresbevisning denne Gang gjalt den hendes Majestæt, som kom spaserende ud af Sand­gaarden, du skulde bare see hvor vi bliver elektriserede naar Posten for Gevær trykker paa Knappen af Klingelen jeg tror du vilde more dig kostelig derover. I Aften haaber jeg at høre fra dig hvis Kameraterne da husker at faa det med herned i Aften, ellers maa jeg vente til Morgen Middag, til Slut de kærligste Hilsener fra din tro hengivne Georg.