12.03.2024

Ved Georg Knudsens Kiste d.12-3-1924

Ved vor Broder, Gaardforpagter Georg Knudsens Kiste d. 12-3-1924

Det er jo, menneskelig set og talt, en tung Skæbne, der for hans Vedkommende har faaet sin Afslutning nu ved denne vor kjære Broders Død. Krigens tunge Byrde, Krigsdeltagernes haarde Strabadser har han baaret og døjet endog med et frimodigt Sind alle de fire lange Aar igjennem, baade i Vest og i Øst. Lige som han skulde til at rejse Bygningerne paa sin fædrene Arvelods Jord maatte han forlade den, og i en Række af Aar stod Formstenenes Klump paa Marken som et vemodigt Mindesmærke om, hvor snart vore menneskelige lyse Forhaabninger kan blive til en trist Skuffelse. - 

I Sommeren 1917, under hans Orlov, knyttedes saa den 18. Juli den ægteskabelige Forbindelse mellem ham og hans kjære Forlovede. I en alvorlig Tid. Men for ham og hans Hustru var det, hvad enten han skulde bevares eller falde, en trøstefuld Tanke, at de begge var hinanden tro. Og efter den Dag har det saa været deres Haab og deres Bøn, om de efter snart fuldendt Krig turde leve og styre sammen i egen Gerning. Og dette deres haab er gaaet i Opfyldelse. I 5 3/4 glade Aar har de turdet nyde denne Lykke. 

Da kom det, jeg tænker maaske ogsaa for de Kjære selv som for os, der elskede dem, som et Lyn fra klar Himmel, med den Hjærte-Svaghed, der meldte sig hos den kraftige Mand. Og nu er der kæmpet og stridt i Bøn om mulig Afvendelse af det, der nu dog er blevet Enden. Jeg har hørt til dem, det har bedet Herren om, om han ikke af sin Almagts uudtømmelige Rigdom ved et Under vilde gribe ind og bevare det elskede unge Ægtepars timelige Lykke, Først for et Par Uger siden er det blevet mig klart at Herrens Maal var et andet. Og nu sænker vi Hovedet og lægger Fingeren paa Munden og siger med Profeten: "Herren er i sit hellige Tempel, stille for hans Ansigt al Jorden!" - Hab. 2,20. - Og vor kjære Hensovede har Herren sikkert givet Kraft til ikke at knurre eller at klage - saa lidt som at forsage - men at sige: Ikke min, men din Vilje ske! og til trøstet at kunne ihukomme Herrens Ord til sin Discipel: Hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaa det herefter. - Joh. Ev. 13,7. - Og troende Mennesker kan i Lidelsernes hede Stund lulle deres bange Sjæl til Ro med: 

     "Dog det bliver let at glemme 
      første Øjeblik derhjemme!" 

Nu har han glemt det for Saligheden der hjemme! Men hvad der her er sket i de sidste svære tre Fjerdingaar, det har sin Betydning - ikke blot før de kjære her Siddende og Sørgende - men for os alle. Vi har alle saa svært ved rigtig at nemme det, at vort Maal ikke er jordisk Lyksalighed. Atter og atter kan vi gribe os i, at ogsaa vi troende mennesker saa gjærne vil se dette som Udslag af vor himmelske Faders Kjærlighed til os i jordisk Lyksalighed. Var dette det af Gud villede Maal med vort Liv, saa var dette, der her er sket, meningsløst. Men det er ikke Maalet. Hver jordisk Lykke maa af Guds Børn ikke betragtes som Andet end et Øjebliks Hvile paa en Bænk ved Vejen under Pilegrimsvandringen mod vort Fædreland. Øjet skal stadig være vendt mod Himlen. - 

     Jeg gaar til Himlen, det er mit Hjem - 

dette skal ikke blot synges af Læben, men Hjærtet skal være saaledes orienteret. Og alle Sjælens Kræfter skal være samlet om dette, at vi stadig er i den Sindsforfatning, at vi kan sige - om Herren kommer i Dag eller i Morgen - : Ja, kom Herre Jesus! -- Alt, hvad vi selv lider, og hvad vi lider med Andre, skal være et Middel til at holde os aandende i denne Luft. 

Men nu den kjære sørgende Enke! Hvor svært for hende i den nu kommende Tid under Kampen for Livets Ophold og under Børnenes Opdragelse at savne dens Samraad, der for hende var den kjæreste af Alle, og var den efter Herrens egen Styrelse hende for en Stund beskikkede Hjælp, ja Husets Styrer og Hoved! Da maa hun nu ikke glemme, at hun som Enke med sine Børn har særlige Forjættelser om Herrens Hjælp og Omsorg og specielle Tilsyn. "Faderløses Fader og Enkers Dommer er Gud i sin hellige Bolig." - Ps. 68,6. - Og nu veed vi jo, at Blodet er aldrig saa tyndt, det er tykkere end Vand, og naar saa Slægtskabsbaandet, som det her er Tilfældet, er adlet, fordybet og lødiggjort ved Troen, saa vil de kjære troende Slægtninges Deltagelse og Hjælp mangen Gang kunne lægge sig som et svalende Bind om det brændende Saar. - 

Men Alt, hvad kjære troende Slægtninge er og gjør for os, hvad fuldt skal passkjønnes, er jo dog intet mod det ømme Frelserhjærte, der slaar for os, og den bløde, faste Haand, der leder saa ufejlbar sikkert alle dem, der alene betror sig til den. Og Alt, hvad der alligevel kommer af Følelse, af Ensomhed eller af Vanskeligheder, af Skuffelser i Livet, ogsaa fra Menneskers Side, skal jo kun være Midlet til at opholde os i den stadige Afhængighedsfølelse lige over for Gud. – 

Jeg tilraaber mine Medmennesker og mine Søskende i Troen, saa mange, som vil høre det: Beder, beder, beder! Lever i et stadigt uafbrudt Bønnens Liv. I beder aldrig forgjæves. Herren bønhører altid paa den ene eller den anden Maade, og derved opholdes vi i den inderlige Kjærlighed til og Taknemmelighed mod den kjære Frelser, opholdes i det levende Samfund med Ham, der er Sjælen i vort hele Kristenliv. 

Og naar den kjære Enke, vor kjære sørgende Søster, vil have dette for Øje, saa vil hun atter og atter erfare og opleve nye og uventede, overraskende Udslag af Guds uendelige Kjærlighed, Harmhjærtighed, Almagt og Omsorg, og naar hun ved sit Livs Afslutning maa samles med sin kjære, nu saae haardt savnede Mand, vil de begge være enige om at istemme Brorsons Strofe: 

      Gud intet Ondt bestemte 
      og intet Godt forglemte. 
      Alt, hvad han gjør, er herligt gjort! 

 Og med Folkene i Evangeliet vil de sige ogsaa om dette, der nu synes saa tungt og svært: 

      Herren har gjort alle Ting vel! 
      -- Mark. 7,37. -- 

Dette give Herren i sin uendelige Kjærlighed og Barmhjærtighed Naade til! Amen. 

Nic. C. Nielsen.

Herren er i sit hellige Tempel, stille for hans Ansigt al Jorden er et citat fra
Hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaa det herefter er et citat fra
Hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaa det herefter er et citat fra

08.03.2024

Ravit, d. 8.3.24


Georg Christian Knudsen

Født 13. september 1886 i Raved
Død 8. marts 1924 i Hjolderup

Han efterlod sig sin hustru
  Marie Cathrine Knudsen, f. 24.4.1891

og tre børn
  Georg Christian Knudsen, f. 24.4.1920
  Ingeborg Knudsen, f. 18.6.1921
  Adelheid Knudsen, f. 9.6.1922


Note
Lyt til nogle af Georgs yndlingssalmer her.