Eiche d. 11.1.16.

Kære elskede Mie!

Guds Fred til Hilsen.

Nu er du vel atter derhjemme i Quorp, og jeg tænker at du har havdt det rart, hjemme til Moders Fødselsdag, haaber at høre lidt derom. Jeg tror du begynder allerede at vente efter mig, dog jeg vil raade dig til ikke at vente mig før du seer mig, for saa bliver du ikke skuffet, jeg har været et par Gange henne og vilde give Orlov ind sammen med Gram, men vi er indtil nu afviste, haaber dog med Tiden at blive indført i Orlovslisten, alle kan vi jo ikke køre paa en Gang. Du kan tro kære Mie at jeg gjør hvad jeg kan derfor. Paa Søndag til Mandag var jeg paa Neue-Palais Vagt, da skrev jeg Brev til P. Nielsen og til Emilie og nogle Kort i Felten, saa du min Kære blev tilsidesat denne Gang, haaber ikke at du er vred derfor, haaber heller ikke at du er vred over mine Formaninger fra Sist, vel? gjerne ville jeg tage dig i mine Arme og trykke et Kys paa din bløde Leber, og sige til dig: at du dog er min Allerkæreste, saa tror jeg atter at du er glad ved mig? jeg er jo ellers ikke saa sværmerisk, men jeg tror dog, at du har merket lidt af Kærlighed hos mig? om ogsaa den ikke saadan rigtig ytrer sig i Ord hos mig. Kærligheden taler kun lidt, siges der, du ved ogsaa at jeg har en svær Tunge og en uøvet Haand til at skrive, saa du maa tilgive mig, naar mine Breve ikke altid bliver, som du ønskede dem? Kærligheden tilgiver gjerne? Tænker ikke at du er bleven kjed af mit siste Kort, fra Lørdag, om ogsaa dets Indhold for dig synes at være noget Forfærdelig, dog tror jeg, min kære Mie, at du i dette Forfærdelige ogsaa seer et Lys skinne, som kan forvandle alt til lutter Fred og Glæde, Ja det er det Lykkelige, ved at være Jesu dyrekøbte Eiendom i Liv og i Død, ved vi, vi er hans. Jeg har nu lige hentet Middag, som bestaar af Snitbønnesuppe med Okse­kjød, som jeg nu med god Apetit vil fortære, saa du kan see jeg er ved god Sund­hed og har det godt. Saa de allerkærligste hilsener fra din tro hengivne, Georg.